Ræson: Trump står for radikal militær oprustning - og diplomatisk nedrustning

Sidste uge havde jeg et kort indlæg hos Ræson om ameri­kansk uden­rigs­politik under Trump. Kommen­ta­ren blev oprin­de­ligt skre­vet efter Trump-rege­rin­gen i slut­nin­gen af februar vars­lede en voldsom forø­gelse af USA’s forsvars­bud­get.

Siden da er et egent­ligt budge­tud­kast blevet offent­lig­gjort, og de økono­mi­ske prio­ri­te­rin­ger på uden­rigs­om­rå­det bestyr­ker kun mistan­ken om, at Trump-rege­rin­gens væsent­ligste dags­or­den er en ekstrem mili­tær oprust­ning, som går hånd i hånd med en histo­risk diplo­ma­tisk nedrust­ning.

Mit Ræson-indlæg argu­men­te­rer såle­des for, at Trumps uden­rigs­politik udgør en radi­ka­li­se­ring af den repu­bli­kan­ske tradi­tion for at kræve større og mere forsvar – mens man samti­dig beva­rer en stor grad af enga­ge­ment i det inter­nationale samarbejde. Trump ser nu ud til at stå i spid­sen for et grund­læg­gende opgør med den libe­rale idé om, at der findes stærke sammen­hænge mellem global udvik­ling og natio­nal sikker­hed, som på sin vis har udgjort et funda­ment for den ameri­kan­ske uden­rigs­po­li­tiks ‘bløde’ elemen­ter siden Anden Verdenskrig og ikke mindst efter Den kolde Krigs afslut­ning. Det siger indlæg­get lidt om, selvom jeg var en smule begræn­set af redak­tio­nelle valg/krav i denne ombæ­ring.

Der er meget, meget mere, man kunne sige om substan­sen i Trumps uden­rigs­politik: Hvad der tegner til at være en radi­kalt anti-huma­ni­tær linje ift. mili­tæran­greb har alle­rede fået alvor­lige konse­kven­ser i form af stigende civile drab­stal efter ameri­kan­ske angreb og opera­tio­ner i Syrien, Irak og Yemen – med drone­an­greb, speci­alstyr­ker og ‘tradi­tio­nelle’ luftan­greb. Den har gjort fore­kom­sten af enkelt­stå­ende diplo­ma­ti­ske kriser til en semi-perma­nent tilstand, hvor disse har optrådt som perler på en snor. Trump har på bomba­stisk facon afkræ­vet de euro­pæ­i­ske Nato-landes ledere en oprust­ning, som de alle­rede var under­vejs med… vel at mærke en oprust­ning, som para­doksalt nok er østvendt mod en modstan­der, som Trump hævder at ville slutte fred med.

USA’s nye rege­ring har ikke mindst lance­ret en bevidst og histo­risk udhuling af det inter­nationale samarbejde i FN-regi, hvor både menneske­rettig­heder og andre samar­bejds­om­rå­der* har stået for skud, og den har bort­pri­o­ri­te­ret klima­trus­len, som af kred­sen omkring Trump betrag­tes (eller bare behand­les) som fiktiv.

Listen fort­sæt­ter – og alt dette kunne der siges mere om. Forhå­bent­lig bliver der lejlig­hed. Ræson-kommen­ta­ren kan i mellem­ti­den læses lige her.

*Paul D. Willi­ams minder om, at USA bruger ca. $24.500/år på hver udsendt FN-soldat sammen­lig­net med $2,1 mio. på hver af sine egne udsendte solda­ter i krigszo­ner. Alli­ge­vel er det først­nævnte, som Trump-rege­rin­gen vil spare væk: Også FN’s freds­be­va­rende arbejde og styr­ker bliver alvor­ligt ramt af nedskæ­rin­ger.

___

Søren Friis
friis@udenriget.dk | 22 44 90 34