Trump og Europa: Oprustning uden udvikling - og uden mening?

Ugebre­vet Mandag Morgen har i denne uge et tema om forhol­det mellem oprust­ning, diplo­mati og global udvik­ling – et ret spæn­dende og centralt emne ift. min forsk­nings­in­ter­esse. I én af artik­lerne (“Oprust­ning uden udvik­ling gør ikke verden mere sikker”, skre­vet af Andreas Baumann) siger jeg og flere andre lidt om misfor­hol­det mellem mili­tær oprust­ning og diplo­ma­tisk nedrust­ning (a propos). “Danmark skal ikke følge Trumps mili­tære oprust­ning, hvis det sker på bekost­ning af udvik­lings­bistand, konflikt­løsning og diplo­mati,” lyder indled­nin­gen.

Artik­len fort­sæt­ter: “Hvis Danmark, USA og de øvrige NATO-lande satser alt for enty­dig på mili­tæro­p­rust­ning for at imødegå det, Donald Trump og NATO’s gene­ral­se­kre­tær, Jens Stol­ten­berg, kalder “en farli­gere verden” uden også at afsætte penge til nødhjælp, diplo­mati og udvik­ling, bliver verden næppe mindre farlig.” Mine cita­ter:

… Trump er i fuld gang med at rykke funda­men­talt ved årti­ers poli­ti­ske konsensus om, at de bløde magt­mid­ler som diplo­mati, udvik­lings­støtte og huma­ni­tær­hjælp i en eller anden udstræk­ning går hånd i hånd med USA’s mili­tærmagt som uden­rigs­po­li­ti­ske instru­men­ter til at vare­tage landets inter­es­ser, som eksem­pel­vis også præsi­dent George W. Bush gik ind for. Trumps slagt­ning af uden­rigs­ministeriet og udvik­lings­bi­stan­den er et fron­ta­lan­greb på den konsensus, siger ph.d.-stipendiat i inter­nationale studier ved Aarhus Univer­si­tet, Søren Friis.

Trump deler ikke fore­stil­lin­gen om, at handel, udvik­ling og inter­na­tio­nalt samarbejde i sidste ende også er godt for USA’s sikker­hed. Han lægger alle æggene i en kurv og siger, at jo flere penge, der bliver brugt på hård mili­tærmagt, jo større, stær­kere og mere sikker bliver USA – også selv om han tager pengene fra diplo­mati og udvik­ling,” siger Søren Friis.[…]

Trumps oprust­ning er vel at mærke ikke bekym­rende for Danmark i sig selv. Kun hvis de som fore­slået finan­si­e­res ved at suge midler fra det multi­la­te­rale samarbejde, er det et problem for Danmark, fordi det dermed kan være med til at udvande den inter­nationale sikker­heds­or­den, som FN, NATO og EU er med til at fast­holde. Derfor skal Danmark og de andre NATO-lande passe på med ukri­tisk at danse med til tonerne af Trumps kold­krigs-fanfare, adva­rer Søren Friis.

Den danske rege­ring forsø­ger at pakke sin bebu­dede forsvar­sin­ve­ste­rin­ger ind i, at Putin og Rusland er blevet farli­gere for Danmark. Men reelt er det Trump, man forsø­ger at tækkes. Det er USA, man fort­sat vil være venner med, og der ikke rigtig nogen i rege­rin­gen, der over­ve­jer risi­koen ved, at det også kan betyde en svæk­kelse af de inter­nationale institut­ioner,” siger Søren Friis.

Et par betragt­nin­ger:

Én af de kriti­ske vink­ler i arbej­det med min ph.d.-afhandling har været at tage et kig på, om den såkaldte “sammen­hæng mellem sikker­hed og udvik­ling” i virke­lig­he­den har været så hånd­fast og hånd­gri­be­lig, som de danske poli­ti­kere blandt andre (inkl. visse NGO’er og akade­mi­kere) har haft for vane at hævde, eller om der i højere grad har været tale om en (udenrigs)politisk skabt og moti­ve­ret fore­stil­ling.

Her kan cita­terne foroven måske godt se ud til at stikke i modsat og ukri­tisk retning, for så vidt at jeg ikke siger noget skep­tisk om den hidti­dige tendens. Men det er i samme forbin­delse værd at huske, at den såkaldte “security-develop­ment nexus” (som det kaldes på engelsk) kan dække over et par ret modsæt­nings­fyldte fore­stil­lin­ger.

Idéen om en “kobling” mellem sikker­hed og udvik­ling kan for det første dække over en fore­stil­ling om, at global udvik­ling og samarbejde på det gene­relle plan har en posi­tiv effekt for både global og “vest­lig” sikker­hed –  eller måske småsta­tens sikker­hed, som i Danmarks tilfælde. Dvs. en tolk­ning, som peger mod en posi­tiv tilgang til udvik­lingsbistand og inter­na­tio­nalt samarbejde gene­relt, hvil­ket (i grove træk) har ligget til grund for en stor del af dansk og nordisk uden­rigs­politik siden 1960’erne eller endnu før.

Men begre­bet er for det andet blevet omfav­net (eller kapret, om man vil) af den “bløde” udvik­lings­bi­stands skep­ti­kere, som helst vil “foku­sere” bistan­den i den retning, hvor den tjener natio­nale sikker­heds­in­ter­es­ser i direkte forstand. Den dags­or­den har haft succes siden 11. september 2001, hvil­ket har bety­det en ompri­o­ri­te­ring af både ameri­kansk og vest­eu­ro­pæ­isk bistand, som i stigende grad er drejet derhen, hvor den har størst “stra­te­gisk” gavn. Og hvor kan det så være? Det kan f.eks. være nogle rela­tivt velstå­ende mili­tær- og dikta­tur­sta­ter, der betrag­tes som alli­e­rede i “the war on terror”.

Modta­gerne kan også være stater, hvor USA og alli­e­rede alle­rede fører krig med dertil hørende mili­tær­ud­gif­ter og “huma­ni­tære” støt­te­be­hov (ikke mindst Afgha­ni­stan). Eller det kan i bredere forstand være såkaldt “skrø­be­lige” eller “konflik­tramte” stater, hvor bistand kan tænkes at dække et synligt sikker­heds­be­hov (eller et sikker­hedspoli­tisk behov) frem­for blot at fremme en mere lang­sig­tet (og måske mere diffus) udvik­lings­dags­or­den på lokalt plan. Moti­verne hos aktø­rerne bag den voksende tendens, som skep­ti­kerne har kaldet “the securi­tiza­tion of aid”, kan man altså tolke på flere forskel­lige måder. Men ret sikkert er det, at tenden­sen er blevet mere og mere markant de sene­ste årtier, ikke mindst siden 2001.

De to forstå­el­ser af begre­bet har hidtil samek­si­ste­ret i en nord­eu­ro­pæ­isk kontekst - hvor både udvik­lings­for­ta­lere og skep­ti­kere på forskel­lig vis er blevet tilgo­de­set - men måske er situ­a­tio­nen nu den, at Trump repræ­sen­te­rer et bastant opgør med den første forstå­else af begre­ber­nes sammen­hæng (mere udvik­ling og ‘blødt’ diplo­mati => mere natio­nal og global sikker­hed) men en stram­ning eller radi­ka­li­se­ring af den anden forstå­else af sammen­hæn­gen (mere støtte til “stra­te­gi­ske” alli­e­rede => mere ameri­kansk sikker­hed).

Altså har vi med Trump forladt den gængse og bredt accep­te­rede devise om “no security without develop­ment”, dvs. idéen om, at godt udvik­lings­sam­ar­bejde gene­relt tjener en stra­te­gisk eller sikker­heds­po­li­tisk funk­tion. Tilbage står det grumme, men ikke ukendte, spejl­bil­lede: Idéen om, at bistands­sam­ar­bejde alene bør tjene egenin­ter­es­se­rede agen­daer og poli­tisk forud­de­fi­ne­rede alli­e­rede.

Ét spørgs­mål er så: Hvor­for – bort­set fra vane­tænk­ning og mulig­he­den for et hånd­tryk i Det Ovale Kontor – skulle Danmark og Europa egent­lig imøde­komme Trumps uden­rigs­po­li­ti­ske America First-dags­or­den? Dét spørgs­mål kommer vi nok til at kæmpe videre med i de kommende år.

___

Søren Friis
friis@udenriget.dk | 22 44 90 34

Ugebre­vet Mandag Morgen, 3/4/2017